TEAM Vandkunsten

Sammendrag af forslag fra Team Vandkunsten - Vandet til byen

Tegnestuen Vandkunsten / COWI / Marianne Levinsen Landskab / Johanne Bugge Experience Consult

Vandet til byen

Vores forslag bringer vandet og naturen helt ind i byen.

De helt overordnede fysiske greb i udviklingsplanen er at trække Gudenåen og Randers Fjords landskaber helt ind til centrum af byudviklingen.

Bydelen ligger på det flade floddelta og kanterne af landskabet bliver naturdiger der vender klimasikringen fra et nødvendigt onde til at blive byens nye rekreative arealer der giver adgang til vandet.

Nordhavnen - Promenader og Vand

Boliger ved Nordbassinet tilfører en helt ny profil til Randers

Området ved Toldbodgade kan udvikles i etape 1 og Nordhavnen vest kan udvikles i etape 2 forudsat at der etableres en midlertidig kaj på Pierens spids. Pieren midt er også indtegnet i udsnittet som en del af etape 2 hvor Klimabroen er etableret.

Byggefelterne ved Toldbodgade er alle sammensatte karréer der bygger videre på strukturen i området. Bebyggelsen fra Tøjhushaven og ned til Toldbodgade bliver derved afsluttet rumligt af etagehuse mod vejen. Her kan den eksisterende klimasikring med spuns og hævede stikveje fungere uden at skulle byggemodnes yderligere. Disse byggefelter får derved en naturlig kvalitet ved at ligge tæt på Tøjhushaven, de grønne gårdrum og haver i de sammensatte karréer og nærheden til vandet.

Byggefelterne på Nordhavnen skaber en helt ny byprofil for Randers der adskiller sig fra mange andre byer. Her er blandede typologier der alle ligger med udsigt til vandet og de små kanaler trækker vandet helt ind til Toldbodgade så de bagvedliggende boliger får vandudsigt.

 

Gudenåsboliger - En ny måde at bo på

Gudenåen trækkes helt ind i byen og nye boliger ligger med direkte udsigt og adgang til naturen

I udsnittet med Brotoften og Tronholmen ses tydeligt Gudenåens landskab trukket helt ind i bydelen.
Her udfoldes et af områdets helt store potentialer hvor herlighedsværdierne trækkes helt ind til boligens hoveddør. Vi foreslår at placere nogle helt unikke ‘Gudenåsboliger’ på et dige med udsigt udover det nyetablerede vådlandskab, hvor de vestlige boliger vil have udsigt over Vorup enge.

Bebyggelsen ligger sig som en ny kant på den eksisterende by og skaber en præcis afslutning mod vådlandskabet.
På Justesens plæne ses det nye Klimamuseum placeret henover diget, der på fysisk vis kan fortælle historien om klimaforandringer.

Øster vold og Busterminalens bygulv føres over Havnegade til byens nye vandplads med restauranter og caféer i de gamle bygninger på kajen.

Dråben - Nyt byrum for alle

En ny klimaplads med aktiviteter og ophold.

Den store åbne flade mellem Østervold og havnerummet fremtræder i dag som et sammenflydende og udefineret rum. Arealet foreslår vi omdannet til et stort pladsrum med vandet som et visuelt, sammenbindende og legende element. Pladsens volumen skal kunne opsamle og forsinke regnvandet fra skybrudshændelser, der ledes via Østervold. Til daglig skal rummet fungere som et stort åbent pladsrum - et ambitiøst arkitektonisk rum som tilbyder nye fremtidige muligheder for Randrusianere under overskriften: Byen til vandet. En rumlig gestus, der griber Randers´ by topografi og orienterer sig mod inderhavnsbassinnet, hvor det rensede vand bliver byens nye attraktion. Pladsen foreslås udformet som en stor dråbeformet skål med mulighed for at komme helt ned til vandet i inderhavnsbassinnet.